På det første billede her ligger den første kagebund, samt en kagering som skal rundt om. Kageringen gør at kagen holder en flot facon, og at fyldet ikke flyder ud, så kagen bliver skæv. Sprøjteposen indeholder smørcreme, som skal rundt i kanten af bunden inden fyldet kommer på.
Kageringen kan indstilles alt efter hvad størrelse kagen har. Du kan købe dem mange steder, men prisen variere rigtig meget. Min er fra Aldi og mener at jeg gav 30 kr for den.
Her har jeg sprøjtet en dam af smørcreme rundt i kanten. Alt efter hvor høj kagen skal være, kan man gi den flere lag, her er der 2 gange smørcreme.
Så er hindbær moussen sprøjtet på bunden. Jeg sprøjter altid fyldet på, så er jeg sikker på at det bliver et jævnt lag, og at kagen ikke bliver skæv.
Den midterste kagebund ligges på, og der trykkes let rundt i kanten og midt på.
Den midterste kagebund får en gang smørcreme i kanten.
Toblerone cremen sprøjtes på, på samme måde som hindbær moussen.
Den sidste bund ligges ovenpå, og igen trykkes der let. Her kan man lige skimte om kagen er skæv, og der evt skal trykkes lidt ekstra i den ene side. Kagen sættes herefter i køleskabet et par timer.
Når kagen har stået et par timer på køl, kan ringen tages af. Jeg bruger gerne en kniv først til at løsne ringen, smørcremen kan nemlig godt sætte sig fast.
Nu smøres hele kagen så ind i smørcreme. Her bruger jeg en palet kniv, da det gerne skulle ende med at være en helt glat overflade. Hvis du er tålmodig kan du smøre den ind af flere gange, og sætte den på køl efter hver gang. Smørcremen er rigtig god til det her formål, da den stivner når den er i køleskabet. Bliv ved til du selv er tilfreds med resultatet.
Så er det frem med fondanten eller sugar pasten. Jeg bruger selv fondant fra kagebutikken.dk. Det er af super god kvalitet og virkelig nemt at arbejde med. Majsstivelsen er til at putte på bordet inden du ruller ud, så det ikke hænger ved. Flormelis kan ikke anbefales, da det forringer fondanten
Fondanten er rullet ud så den passer til kagens størrelse, med en ca. tykkelse på 2-3mm.
Forsigtigt rulles fondanten op på kagerullen, og ligges over kagen. Jeg bruger en smoother (se næste billede) til at glatte toppen ud, og løfter lige let på fondanten hvis der er lufthuller under.
Når toppen er færdig, begynder jeg at arbejde med fondanten ned langs siderne, også her bruger jeg min smoother. Det hvide fad som kagen står på kan dreje rundt, det gør det hele noget nemmere. Når jeg er er nået næsten helt ned til kanten, skærer jeg det meste af det overflødelige fondant væk. Først når kanten er fin, skærer jeg fondanten helt til.
Kagen er betrukket og klar til at blive pyntet. Er kanten ikke helt fin, kan man for eks. pynte rundt om kagen med royal icing (glasur af flormelis og æggehvide).
Det er sådan jeg betrækker mine kager. Jeg håber at det kan hjælpe nogen af Jer derude, og ellers er I velkommen til at spørge mere ind til det.